Kurv
×
Halskæden i CENTRUM

Halskæden i CENTRUM

Måske har du hørt om den. Måske har du ikke. CENTRUM er Danmarks mest aktuelle ungdomsserie. Sidste afsnit er ude, og vores hammerslåede halskæde udgør et symbol på de fire hovedpersoners fantastiske forår og sommer under Coronakrisen. Serien bliver med god grund sammenlignet med den norske serie SKAM, og bag står den kreative instruktør, Jonas Risvig. Vi er med dette interview glade for at give et indblik i instruktørens tanker bag serien, forholdet mellem ham selv og skuespillerne og meget mere.

Jonas Risvig fortæller om samarbejdet med Cuff Copenhagen:

“Vi blev nødt til at flette de fire hovedkarakteres historier sammen i det sidste afsnit og de unge kendte allerede til Cuff. VI drøftede i lang tid hvordan man bandt en knude på fortællingen og så foreslog pigerne, at man kunne lade hovedpersonerne købe et smykke som for altid ville forbinde dem og minde dem om, at de engang og for altid vil være jordens CENTRUM. Jeg var så heldig selv at få et smykke så selvom der kun vises fire i afsnit 22 af serien, så har jeg det sidste. På en eller anden måde er det vores trofæ på at vi gjorde det her sammen og for altid vil have noget helt særligt imellem os.”

Køb halskæden her

Hvordan har det været at optage CENTRUM, mens der har været Corona?

“Det har været surrealistisk at opleve, hvor mange unge som har manglet et portrætterende fiktionsprojekt som CENTRUM, som gør alt andet end at pakke de unges liv ind i en voksen verden. At det skulle blomstre midt under coronakrisen har været surrealistisk, da alle kollegaer omkring mig har stået stille. På papiret burde vores serie ikke have været mulig, men alligevel står jeg nu tilbage med det vigtigste værk i min karriere som instruktør. På en eller anden måde, er jeg begyndt at tro på, at krisetider fodrer og føder nye projekter, som kræver innovation og opfindsomhed for at overleve. Vi havde ingenting, da vi optog det første afsnit udover et par kameraer, et hold af frivillige og min telefonbog med Alex Høgh og Thor Farlovs navne i. Det skulle vise sig at være nok for at få holdet til at tro på visionen. Herefter skulle vi have de unge med på vognen, og det kom de hurtigt, da de mærkede, at afsenderne på CENTRUM ikke var voksne mænd i jakkesæt.”

Du er måske den person, vi er stødt på, der har formået at udvikle sig mest under Corona – kan du prøve at sætte nogle ord på det?

“Hvis jeg i et øjeblik glemmer, at jeg laver film. Så er min største lykke at forsvinde ind i min fantasi. Min mor lærte mig dét som barn, ved altid at lade mig forlade bordet når jeg fik en tanke eller fik øje på noget i en reol. Jeg brugte så mange timer på at glemme tid og sted og gå på opdagelse på lofter, i kælderrum eller i skoven tæt på vores hus. Når man bliver ældre bliver det her frirum jo fjernet af alle mulige årsager. I dag ejer jeg et smukt kontor på Værnedamsvej og jeg føler mig sej når jeg køber en americano på en fortovscafé, men da coronaen ramte, gik det op for mig hvor mange af disse fantasifulde frirum, som jeg faktisk har fjernet mig fra. CENTRUM er mit nyeste fund, når det kommer til universer og fantasiverdener som jeg kan forsvinde ind i. På en eller anden måde, har jeg i coronakrisen lært at lade andre deltage i min fantasiverden og det agter jeg at blive ved med forevigt. Dén opdagelse har jeg gjort mig her i foråret, og det er garanteret derfor at folk har været særdeles eksponeret for mit navn. Det er gået stærkt.”

Det er vel en meget atypisk måde at optage på, når det er over så lang tid. Hvordan har det været?

“Normalt optager vi en tv-serie i en sammenhængende periode på en lille måned. CENTRUM er optaget løbende over 3 måneder hvilket giver en helt unik autencitet og aktualitet. Vi gjorde det muligt for os selv, at lade serien følge coronakrisen og implementere eksempelvis pressemøder og samfundsændringer. På den måde gjorde vi karaktererne og universet enormt levende for publikum. Herudover kunne vi omskrive og opfinde manuskripterne på settet og dagene før optagelserne, fordi at vi havde pauser mellem optagelserne. Det gav også de unge tid til at fordybe sig og reflektere, og samtidig viste det sig at være genialt i forhold til at holde momentum og inkludere målgruppen i udviklingen af manusserne. Vi bad simpelthen drenge og piger fra hele landet om at give input og hjælpe med at skrive episoderne mens vi skød. Det var virkelig en inspirerende måde at arbejde på.”

Har det været udfordrende at samarbejde med de unge skuespillere, der måske ikke har den store erfaring i et setup som jeres?

“Ja, men kun fordi at det kræver hårdt arbejde at gøre dem så trygge, at de tør at fortælle mig når mit manuskript er dårligt. Jeg anser altid mig selv som lavest i hierarkiet i ethvert kreativt rum jeg træder ind i. På den måde viser jeg folk hvordan respekt bør skabes. Gennem hårdt arbejde og ved gensidig forståelse. Med dét mener jeg, at på trods af de unges manglende erfaring indenfor fiktion, så formåede vi at blive så gode venner, at de til sidst kunne forvandle enhver replik til dét sprog, som deres generation forstår. Et sprog, som folk på min alder aldrig kommer til at mestre at arbejde i. Tilmed skal det nævnes, at Erik, Martha, Anemone og Silje – i mine øjne- er naturtalenter. De får en langt større karriere end jeg selv, hvis de tør at tro på fantasien og ikke gemme den væk, ligesom jeg gjorde.”

x